Måltider

Måltider

Helpension: Morgenmad, frokost og aftensmad. Drikkevarer ikke inkluderet.

Halvpension: Morgenmad og aftensmad. På enkelte hoteller er det muligt frit at vælge mellem frokost og aftensmad. Drikkevarer ikke inkluderet.

Halvpension PLUS: Inkluderer morgen- og aftensmad samt drikkevarer til måltiderne. Man kan ikke forvente, at der er drikkevarer ad libitum til måltiderne. 

Kvartpension: Morgenmad er ofte ”kontinental”, dvs. 1 kop kaffe/te, 1 stk. bolle/rundstykke/franskbrød, 1 pk. smør/margarine og 1 pk. marmelade pr. person.

Ved hel-, halv- og kvartpension samt All Inclusive indgår kun morgenmad på afrejsedagen.

På mange hoteller serveres al mad fra buffet. Vær opmærksom på, at udvalg og standard af mad og drikkevarer svarer til hotellets kategori og ofte bærer præg af den lokale kultur. Sydlige madtraditioner kan være anderledes end danske. Alle vores hoteller inspiceres regelmæssigt af de lokale veterinære- og sundhedsmyndigheder. Derfor ved vi, at hygiejnen lever op til landets krav, som dog ikke må sammenlignes med danske.

Såfremt man deltager på en udflugt, som afgår tidligt om morgenen, eller man skal forlade hotellet på afrejsedagen tidligt om morgenen, kan det ikke garanteres, at hotellet serverer morgenmad tidligere end normalt. Nogle hoteller tilbyder /morgenmadspakker/madpakker til at medbringe. Disse skal bestilles dagen før. Spørg rejselederne/receptionen. Man skal være på hotellet i restaurantens åbningstid for at få serveret inkluderede måltider.

På udflugter af mere end en dags varighed, hvor helpension er inkluderet på turen, slutter helpensionen ved hjemkomsten fra udflugten.

Fødevareallergi

Hos Bravo Tours er vi opmærksomme på, at nogle gæster har særlige behov i forbindelse med gluten-, laktose- eller andre former for fødevareallergi.

Langt de fleste af vores hoteller har mulighed for at tage hensyn til allergier og særlige kostbehov. Vi anbefaler dog altid, at du selv henvender dig i hotellets reception ved ankomst og informerer om din allergi. På den måde kan hotellet bedst muligt vejlede dig om de konkrete muligheder under dit ophold.

Vi gør opmærksom på, at vi ikke kan garantere et omfattende udvalg af allergivenlige produkter på alle hoteller. Det kan derfor være nødvendigt selv at medbringe eller supplere med enkelte varer for at sikre en mere varieret kost under ferien.

På oversøiske rejsemål som Kenya og Tanzania tilbyder mange hoteller allergivenlige alternativer. Det må dog forventes, at mulighederne ikke altid svarer til standarden på europæiske hoteller.

Del denne side via E-mail